07 januar 2016

Skal man kravle, før man kan gå?

Af pædagogisk konsulent Søren Lundsgård Jørgensen

I det forgangne efterår har vi kunnet følge en debat om ”12-tals piger”, der er et produkt af universiteternes og ”samfundets korrekthedskultur”. Debatten blev startet af Rane Willerslev, professor i antropologi, der i Politikken (29.8 2015) introducerede denne stereotyp på en mønster-studerende, der bl.a. er kendetegnet ved en lav risikovillighed i løsningen af faglige problemstillinger. Hos 12-tals pigerne (note: der i mange tilfælde er af hankøn) er der en risiko forbundet med at afvige fra en korrekt løsning, der på forhånd er givet i samtidens læringsmålstyrede undervisning, og som i sidste ende belønnes med et 12-tal. Willerslev har flere gange gentaget en generel kritik af uddannelsessystemet, fx dets ensidige og uhensigtsmæssige fokus på træning og tilegnelse af afgrænsede færdigheder (Deadline 1.9). Og igen i Politikken (25.11 2015) argumenterer Willerslev så som et alternativ til den nuværende situation, at læring i sit udgangspunkt bør følge et videnskabeligt ideal om leg, fællesskab og en konsekvent gentænkning af verden og dens etablerede sandheder.

Mens Willerslev bevidst kritiserer det bredere uddannelsessystem for en fejlslagen pædagogisk strategi i forsøget på at skabe mere innovative borgere, placerer Willerslev sig samtidig i en debat om, hvad innovation og herunder kreativitet er, og hvordan dette fostres af et uddannelsessystem. For i december 2015 svarede professor Lene Tanggaard m.fl. i Politikken på Willerslevs kritik og skrev, at sidstnævnte skyder forbi målet (9.12 2015). Problemet med at uddanne kreative dimittender skyldes ikke fokus på færdigheder, der netop kreativitetens forudsætning, argumenteres det. Grundlaget for at handle kreativt fremstår på den måde som individets ”kognitive parathed” (se fx Biggs & Collis 1982 s. 20-22). Uden dyb tilegnelse af færdigheder, fremstår den kreative mere højtråbende end innovativ, skriver Tanggaard m.fl.. Efterårets debat har altså udviklet sig til både at rumme Willerslevs kulturkritik af uddannelsessystemet og en pædagogisk-psykologisk diskussion af dette systems metoder til at uddanne kreative individer.

Jeg mener, at svenske erfaringer med e-læring og den dansk udviklede app WriteReader kan give empirisk vægt til nogle af argumenterne i debatten. Erfaringerne fra Sverige med at anvende computere til kreative skriveaktiviteter, viser, at læringen meget vel kan gå en anden vej end Tanggaard m.fl. foreslår – netop fra kreative, skriftlige aktiviteter til tilegnelse af faglige læsefærdigheder. Erfaringerne siger bl.a., at arbejdet med at skrive kortere historier – uden hensyntagen til stavning og grammatik – øger færdighederne i netop stavning og grammatik. Teorien om, at grundlæggende stave- og læsefærdigheder går forud for kreative skrivekompetencer, afvises altså af erfaringerne. Siden 1980’erne har metoden været kendt som ”write to read” (videnskab.dk 24.4 2013), og ny teknologi udvikles for at understøtte metoden. Danske Janus Madsen har eksempelvis udviklet app’en WriteReader, der netop har til formål at styrke læsefærdigheder ved at facilitere kreative skriveprocesser.

Hvis man ikke nødvendigvis skal være i stand til at kravle for at kunne gå (Politiken 29.8 2015), følger 12-tals pigernes lave risikovillighed en unyttig logik i uddannelsessystemet. For villigheden til at tage chancer og eksperimentere kan øge tilegnelsen af de færdigheder, uddannelsessystemet eksplicit belønner. Samtidig kan vi forvente, at risici i opgaveløsning styrker de kreative kompetencer, som både Willerslev og Tanggaard fastholder bør være et mål for uddannelse i Danmark.         


1 kommentar: