09 januar 2012

Hvad skal computeren i skoletasken bruges til?

Det spørgsmål stiller uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang i en artikel i Politiken den 5. januar. Han fremhæver i artiklen to kommuner; Varde og Odder. De to kommuner satser meget forskelligt i forhold til at få it ind i undervisningen. I Varde ønsker man at eleverne selv medbringer bærbare computere eller tablets til undervisningen, og man vil så bruge kommunens penge på indkøb af programmer og et hurtigt og stabilt netværk på kommunens skoler, mens man i Odder har investeret i iPads til samtlige lærere og elever.

Som Fuglsang selv nævner, kan det diskuteres hvorvidt det er en god idé, at bede eleverne om at medbringe deres egen computer til undervisningen - ikke kun fordi det som loven er nu vil være ulovligt at bede dem om det, men også fordi man må overveje, hvorvidt det teknisk er holdbart at anvende mange forskellige platforme i undervisningen. Hvad sker der, hvis halvdelen af klassen sidder med Microsofts platform, og den anden halvdel fordeler sig på Apples platform og Open Source platforme? Allerede i forbindelse med undersøgelsen It i skolen fra 2009, var der tydelige indikatorer på, at kompabilitet mellem forskellige platforme og forskellige læringsprogrammer og videndelingsplatforme, er en barriere for en vellykket integration af it i skolen.

Men er det så den vej Odder Kommune går, der er den rigtige? Skal kommunen ovenfra beslutte, hvilken platform lærere og elever skal bruge? For nogle lærere vil en sådan beslutning muligvis blive opfattet som en indsnævring af deres metodefrihed. På den anden side slipper lærerne måske i højere grad for, at udstyret ikke virker - der er trods alt kun én platform, der skal vedligeholdes. Også deling af materialer og viden mellem lærerne bliver lettere, når det hele kører på den samme tekniske platform.

Uanset hvilken vej man vælger at gå, er lærernes evne og vilje til at anvende it i undervisningen det vigtigste element i forhold til at sikre en vellykket integration af it. Derfor er det i mine øjne et problem, at hverken Varde eller Odder kommune satser på den praksisnære efteruddannelse af lærerne. It bliver givet som et svar fra kommunen, enten i form af iPads eller hurtigere netværk, men hvis lærerne ikke kan se hvad det er for et spørgsmål udstyret gives som svar på, vil de ikke kunne se relevansen af det, og det vil ende med ikke at blive brugt. Det er sket før, og det vil efter al sandsynlighed ske igen - både i Varde og i Odder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar