04 januar 2012

Åbne eller lukkede virtuelle læringsmiljøer?

Både på netbaserede uddannelser og ordinære uddannelser, er der tradition for at anvende et LMS (Learning Management System) som redskab for kommunikation og samarbejde mellem undervisere og studerende, og internt mellem de studerende. Lone Guldbrandt Tønnesen argumenterer i en kommentar til det seneste indlæg på bloggen for, at den virtuelle undervisning bør gøres fri af disse traditionelle LMS'er, og flyttes ud i Web 2.0 teknologier, hvor alle har mulighed for at kommentere og bidrage til fællesskabets viden. Det er en spændende tanke, og som Lone Guldbrandt Tønnesen også nævner, noget man har gode erfaringer med andre steder. 

M. Gibbons har i 'The new production of knowledge' (1994) argumenteret for, at måden hvorpå vi producerer viden, har ændret sig. Hvor viden tidligere blev skabt i og tilhørte et lukket fællesskab, f.eks. en profession eller et forskningsfællesskab, er den i dag i højere grad et fælles samfundsmæssigt anliggende. Lægger man sig op ad denne forståelse af, hvordan viden bliver til, giver det god mening at åbne uddannelserne på nettet, så kommunikationen bliver bredere og inddrager enhver som har en interesse i undervisningens emne. Åbner man kommunikationen på uddannelserne på denne måde, er det samtidig - i Gibbons optik - et skridt hen mod en demokratisering af vidensproduktionen: Enhver har mulighed for at tilegne sig viden, og for at få afprøvet sin viden i et åbent fællesskab.

Men kan uddannelserne, underviserne og de studerende undvære LMS'et som et fælles samlingssted, eller vil et fravær af LMS føre til strukturløshed og forvirring blandt de studerende?

For både uddannelsernes og undervisernes vedkommende, vil et fravær af LMS og en øget anvendelse af Web 2.0 teknologier, betyde et tab af kontrol. Så længe kommunikationen sker i et fælles LMS, kan uddannelserne og underviserne løbende kontrollere hvorvidt de studerende læringsmæssigt bevæger sig i den rigtige retning. Åbner man kommunikationen på uddannelserne, bliver det derimod de studerende selv der, i samarbejde med de videnfællesskaber de indgår i, sikrer den læringsmæssige progression.  At give kommunikationen fri stiller dermed store krav til den studerende om at tage ansvar for både egen og fællesskabets læring.

Hvis uddannelsen og underviserne vil acceptere tabet af kontrol, og hvis de studerende kan løfte ansvaret for egen og andres læring, er jeg ikke i tvivl om, at anvendelsen af Web 2.0 værktøjer kan bidrage positivt til de studerendes læring og dannelse. Spørgsmålet er blot, om det er alle studerende der kan løfte dette ansvar, og hvad man eventuelt kan gøre for at sikre, at uddannelserne og underviserne stadig har mulighed for at støtte de studerende, som har behov for det?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar